Under første verdenskrig, da tilførslen at kul til landet blev standset, klaredes en del af den overhængende energikrise ved at erstatte kullene med vor hjemlige energikilde , tørven.

En af de tørvefabrikker, der startede i 1917 – 1918 var I/S tørvefabrikken Fugdal, der i en periode var en blomstrende foretagende, og dermed blev en vigtig del af områdets historie.

Her et sammendrag af bogen ”Fugdal mose” skrevet af søstrene Dorthe Petersen,Mie Vestergård Jensen, Anne Lise Olesen. Bogen kan læses på lokalarkivet i Hejnsvig.

Tørvefabrikken Fugdals historie begyndte egentlig med entreprenør Peter Jensen, der fik tørveproduktionen i entreprise af kammerråd H. Nielsen, da denne købte gården Rishøj mellem Hejnsvig og Grindsted til tørveproduktion i 1917.

Grunden til ,at Kammerråd Nielsen overdrog ledelsen til Peter Jensen, var antagelig, at denne havde erfaring som arbejdsleder og kendskab til tørvefremstilling. Han vides nemlig at have været med til ved starten af Frydensborg tørvefabrik ( ved Vorbasse), der startede 1916.

Stuehuset i ”Mosegård” blev straks ombygget. Der indrettedes et meget stort køkken. Murene blev delvis brækket ned, så skorstenene stod frit.

På den ene side af den blev der i en halvkreds indmuret fem gruekedler til opvarmning med tørv. To af gruekedlerne var med aftapningshaner, de var især beregnet til kartoffelkogning. På den anden side blev der stillet to store jernkomfurer. Der skulle laves mad til 300 mand, så mange regnede man med at beskæftige for at kunne levere de forudbestilte 20.000 t. tørv.

Samtidig med byggeriet blev der udført forskellige jordarbejder:

Dræning af mosen.

Forbehandling af de store arealer til læggepladser til tørv.

Udlægning af tipvognsspor ud i mosen.

Et meget betydningsfuldt arbejde var at anlægge et sidespor fra Kolding – Troldhede-banen.

Tørvefabrikken fik for egen regning lov til at bygge et 3,7 km. langt normalsporet sidespor fra Fugdal trinbræt til tørvefabrikkens oplagsskure.

Da I/S tørvefabrikken startede, regnede man som sagt med , at der skulle bruges ca. 300 arbejdere.

Det har ikke været muligt at annoncere i dagbladene, som kunne have fået folk til at henvende sig om arbejde, men det var almindelig med opslag hos kro og købmand, og rygtet er også gået fra mand til mand. Der var på det tidspunkt stor arbejdsløshed i de større byer.

I 1918 var der 100 arbejdsløse fra Odense, som var et led i en aftale med Odense kommune om levering af 10,000 t tørv. Mange af disse blev ikke ret længe, da de ikke var vandt til det hårde arbejde. Lønnen var som regel omkring 40 kr. pr. uge.

Det fortælles om en ordveksling mellem formand Svendsen, og Hans Petersen en af de andre formænd:

Svendsen : ”Hvordan ger ét med de fynboer”?

Hans Petersen : ”Det ger godt, æ har kun fire tilbag”´

I alle årene – fra starten i 1918 og til og med 1926 var det Mie Nicolaisen, der stor for marketenderiet. Til at hjælpe sig havde hun 12 piger, der efter den tids forhold fik en god løn. Vi ved at en pige fik 75 kr. om måneden plus kost og logi. Det var et krævende job, at bespise de førnævnte ca. 300 mand.

Hvordan var kosten?

Om morgenen kunne man få havregrød med mælk og rugbrød med fedt og sukker og sirup. kaffen var i lang tid surrogatkaffe. Arbejderne kunne så smøre en madpakke til dagen, som oftes sukkermadder pakket ind i avispapir.

Der skulle skrælles 100 – 150 kg. kartofler til aftensmad .

Aftensmaden bestod at en forret enten suppe eller grød, og en hovedret, for det meste frikadeller eller stegt flæsk.

Der blev normalt slagtet 3 svin om ugen.

Arbejdet med tørvefremstilling!

Efter overslaget i januar 1918 skulle der i sommeren 1918 produceres 20.000 t. tørv på tørvefabrikken Fugdal. Tørvene var beregnet til at indbringe 620.000 kr.

Tørvegravningen blev påbegyndt ca. 1 april, når spaden kunne komme i jorden.

Der arbejdedes i hold, der var organiseret således, at der både var små to - mands hold og større hold med sjakformænd og 6 – 8 arbejdere, afhængig af, hvor mange troljevogne der kunne læsses i den pågældende mosegrav.

Fremstilling af æltetørv.

Da man gik over til at producere æltetørv, blev arbejdsprocesserne i mosen ændret. Man gravede nu spolteblokke ud med en skovl og læssede dem på troljevogne, som kørte dem til et ælteværk, som blev trukket af en dampmaskine.

Det æltede tørvemasse blev så lagt ud til tørring, hvorefter tørvene blev kørt til enten banevogne eller oplagsladerne.

Opbrud og afvikling!

I 1928 Udtrådte Entreprenør Peter Jensen af i/S tørvefabrikken Fugdal og bogholder Johs. Kragfelt indtrådte som interessent i hans sted.

Ved udtrædelsen udbetalte interessentselskabet Peter Jensen 3000 kr. kontant og 2000 kr. i afdrag over to år. Desuden fik han at Fugdals materiel: 25 t. skinner læsset i banevogn på Fugdals spor – uden sveller, men med bolte og spiger og tilhørende lasker.

Det var kun i en årrække, at tørvedrift kunne betale sig. få år efter krigens ophør kom der igen kul til landet til rimelig pris. Kul har større brændværdi end tørv og fylder mindre.

Man blev dog ved med at fabrikere tørv i Fugdal på trods af de faldende priser, men i 1935 opløstes firmaet Tørvefabrikken Fugdal. Gårde og materiel blev solgt uden tab.

Den bedste tørvejord var da også opbrugt, men firmaet havde gjort sin gavn, arbejdsløse var kommet i arbejde i vanskelige år, og de havde været med til at skaffe energi i en energifattig tid.