Fortællingen om Peter Spillemand.

Fra Hejnsvig lokalhistorisk arkiv.

1600- årene var en meget urolig periode i Danmarkshistorien. Den en krig afløste den anden. Fremmede tropper invaderede landet, og resultatet var plyndringer og ødelæggelser overalt. Mange mennesker flygtede i korte eller længere perioder til steder, hvor de kunne føle sig nogenlunde i sikkerhed.

Det gjaldt også for beboerne i Hejnsvig og omliggende sogne, fremgår det af en indberetning fra sognepræst Klaus Haagen i 1766. Han beretter følgende om en særdeles dramatisk episode på egnen:

>>Det er mærkværdig, hvad en gammel bonde i Hejnsvig, Peder Darum, ved min ankomst fortalte og viste mig ungefær en halv mil fra Hejnsvig by. Vest for byen ligger byens enge under en høj banke og løber igennem samme bæk med engbund på begge sider. Der havde Grindsted –sognemænd fra Ansager, Stenderup, Kvie og Krogager, Hejnsvig by, fugledal by og Aschiergaard deres koner, deres børn og kreaturer i fjendetid, forvarede i og under denne høje banke.

Bønderne holdt ordnet vagt på banken, og inden i den høje banke havde hver af disse forsamlede et udgravet hul for sin familie. I indgangen af hulen stod de to stolper med kløfter ovenpå, i hvilke kløfter lå et stykke træ som en skorstenshammer. Inderst i hulen skal de have opmuret skorsten af rå sten, som gik op igennem banken med et lidet trækhul eller pibe, hvor røgen drog ud.

Den gamle mand fulgte mig derud for at bese det, og jeg så med forundring.

Han fortalte mere om disse beboere, at en mand ved navn Peder Spillemand af Hejnsvig sogn havde givet et Svensk parti på otte ryttere underretning om beboerne, at de der opholdt sig.

Peder Spillemand ledte disse ryttere ud gennem mosen til dem, thi det var ellers umuligt, at nogen ubekendt kunne komme til dem for moser og moradser fra alle sider uden på dette sted, hvor der på hård jord kunne køre to vogne.

Rytterne kom uforvarende og hastigt på bøndernes udsatte skildvagt, men skildvagten skød og råbte til dem i hytterne. De kom straks ud med deres bøsser, holdt på rytterne og fældede syv af rytterne med deres første salve. Den ottende ville have undveget, men de skød hesten under ham. Så dræbte bønderne også denne rytter endskønt han bad hjertelig om livet.

Peder Spillemand var straks ved første angreb undløben, men fire til fem raske mænd hentede ham ind ved Søegaard. Der slog de ham ihjel og begravede ham i en sandbanke.<<

Så vidt Præstens beretning. Når man i dag besøger stedet, der er beliggende Egebjerg Landevej 31 i den vestlige del af den gamle Hejnsvig sogn på grænsen til det tidligere Ansager sogn, er det muligt at nikke genkendende til præstens beskrivelse af stedet, - et øst – vestgående højdedrag, som både i nord og syd er omgivet af en bæk med tilhørende lave arealer. Naturligvis er området mere tørt i dag end i 1600 – tallet og højdedraget i nogen grad sløret af selvsåede buske og træer.

Det er dog ikke svært at forestille sig, at stedet tidligere har været meget øde og vanskelig tilgængelig for ikke stedkendte. Da det tilmed var vanskelig at nærme sig stedet uden at blive opdaget, har beboerne kunnet føle sig nogenlunde trygge her.

Men er er der da noget på stedet i dag, der kan sandsynliggøre , at det er her, beboerne har søgt tilflugt, og den omtalte tildragelse har fundet sted? En tidligere ejer har fortalt, at der ude på marken har stået nogle sten i en række. Da den nuværende ejer Karl O. E. Kristiansen overtog stedet, var stenene sat til side, og senere er de flyttet igen. Bl. a. er nogle af dem anvendt i gårdens have. Men på stedet, hvor de har stået, kan der i afgrøderne visse år ses nogle aftegninger i marken.

Kan det tænkes, at de svenske soldater er blevet begravet her? Det spørgsmål er foreløbig ubesvaret.

Mindst lige så interessant er det, at der i nordskrænten findes en række lavninger – ni i alt – nogenlunde jævnt fordelt, og det er nærliggende at tolke disse lavninger som sammensynkninger af de huler, som beboerne har søgt tilflugt i.

Der er så vidt vides ikke foretaget undersøgelser, der kan underbygge historien, men når man står på stedet, er det egentlig ikke så svært at blive overbevist om, at den begivenhed, præsten indberetter, og som i øvrigt er blevet fortalt fra mund til mund igennem 400 år, virkelig har fundet sted.

Kilde: Historier fra Ribe Amt, Hejnsvig sognearkiv.