En solbeskinnet og velbesøgt Sankt Hans aften ved søen i Hejnsvig

Selv om dagene omkring Sankt Hans havde budt på nogen regn, så var selve Sankt Hans Aften fri for regn - en dejlig lun aften blev det. Igen i år var der et pænt besøg ved søen, hvor KFUM-spejdernes fakkeloptog fra Hejnsvig Kirke sluttede. Sankt Hans gudstjenesten i kirken begyndte kl. 20.00 og ca. kl. 21.00 var optoget ved søen. Båltalen blev i år holdt af den lokale politiker Majbrit Rasmussen fra Vesterhede. Hun lovede ikke at snakke politik, men det løfte holdt hun ikke helt. Meget naturligt, for mange var interesserede i at høre hendes holdning til kommunens ældrepolitik, børnehave- og skolevæsen, planerne om Globen i Grindsted, kulturliv og børne- og ungdomspolitik, hvor Majbrit selv er medlem af udvalget.

Den nye borgerforening havde arrangeret Sankt Hans helt i tråd med den tidligere bestyrelses arrangement, og igen i år var der telt med mulighed for at købe pølser, brød, kaffe og kage, plus snobrødsbagning til børnene og gratis vaffelis til alle sponsoreret af Dagli' Brugsen i Hejnsvig.

 

Tilbage til Hejnsvig Borgerforening