Altermaleriet fuldender påskens evangelium!

Et stort ønske har fra menighedsrådets side været at få mere "farve" og liv i kirken via ny moderne kunst, som kunne supplere og fortsætte den bibelske fortælling fra de to eksisterende kunstværker i kirken - hhv. alterskulpturen "Korsbæreren" og maleriet af Jesu korsfæstelse.

På anbefaling fra arkitekt Peter Villadsen tog menighedsrådet kontakt til kunstneren Anita Houvenaeghel, Korsø i Himmerland. Hun kom på besøg i Vesterhede Kirke og havde en fremragende evne til at lytte sig ind til både de lokale ønsker, men også til kirkens og egnens særlige kendetegn. Hun foreslog som udgangspunkt et maleri placeret på korets bagvæg umiddelbart bag eller ovenover den eksisterende skulptur.

I begyndelsen af april 2010 kom Anita Houvenaeghel til Vesterhede Kirke med ikke mindre end 5 skitser til altermaleri! Det blev en lang eftermiddag inden der var opnået enighed om kirkens fremtidige altermaleri!

Kirkens øvrige farver (rød, lyng-lilla, guld og grå) er afstemt efter altermaleriet, som dermed "dominerer" Vesterhede Kirke og til fulde opfylder menighedsrådets ønske om at fortsætte fortællingen om Jesu liv, død og opstandelse! (læs nedenfor sognepræst Troels Laursens fine udlægning af altermaleriets bibelske betydning under overskriften: Himlen rører jorden!)

Altermaleriets udvælgelse og tilblivelse!
Før og efter billeder af alterpartiet i Vesterhede Kirke
Himlen rører jorden!

(Sognepræst og kunstanmelder Troels Laursen fra Ullits, Foulum og Svingelbjerg sogne i Himmerland udlægger den bibelske betydning af Anita Houvenaeghels altermaleri i Vesterhede Kirke)

Mogens Bøggilds fine skulptur viser samtidig flere scener fra Jesu sidste tid: Fokus er holdt på Jesu lidelse. Via Dolorosa. Jesu smertensvej fra domstolen og torturen til døden på Golgata. Skulpturen viser Jesu vej til Golgata bærende på korset, og undervejs segner han under dets tyngde og manden, som løfter korset op er Simon fra Kyrene, som de tvang til at bære det, da Jesus af træthed og smerte ikke kunne bære korset længere. (Mark. kap.15,21ff og Luk. kap. 23,26ff). Samtidig er disciplen Johannes, der står med Jesu mor, Maria, skildret stående lidt på afstand, som tilskuere til hændelsen. Det fortæller os om at på korset beder Jesus Johannes tage sin mor Maria til sig som sin mor, og han beder Maria om at se Johannes som sin søn. (Johs. kap.19,25). Jesus henviser dem til hinanden, ligesom han henviser os til hinanden ved selv ved at dø på korset. Derudover ser vi også soldaten, der står med en rulle med det kendte monogram: INRI – med betydningen: Iesus Nazarænæ Rex Iudaiorum – Jesus fra Nazaret Jødernes Konge. Og er altså selve anklageskriftet over Jesus.

Skulpturen viser hele langfredagsmørket.

Skulpturens egen tyngde og sorte farve trækker Jesu menneskelighed hel ned i øjenhøjde med menigheden, med mennesket. Jesu lidelseshistorie bliver en solidarisk – medmenneskelig - lidelse sammen med de mennesker, der gennem tiderne har lidt og de der vil komme til at lide.

Med Anita Houvenaeghels maleri som baggrund for skulpturen er dette trukket helt frem og står rent og tydeligt, samtidig med at maleriet med sine gyldne og lyse og opadhvirvlende farver trækker beskuerens blik opad, så det fastholdes på skulpturen og dens fortælling.

Med maleriet er der kommet endnu en fortælling om den kristne tro ind i alterudsmykningen. Troen på at himlen rører jorden. At Gud ser menneskets lidelse og sorg. Med maleriets opadstræbende bevægelse får skulpturens skildring af den menneskelige lidelse ikke lov til at stå alene tilbage som en skildring af det håbløse, men bliver også et billede på selve håbet. Håbet, der strækker sig opad mod himlen Og tilbage til menneskene, skildret gennem de jordfarver, der findes i den ”skysøjle”, der slynger sig op foran i billedet og som kunne være en henvisning til den skysøjle, som jøderne fulgte i ørkenen, så de atter kunne finde vej gennem mørket og den lidelse, deres vandring i ørkenen var (Anden Mosebog kap.13,21). Og når der samtidig i Anita Houvenaeghels skysøjle er både blåt og hvidt lys handler det indlysende om Guds nærvær.

Således også midt i mørket, som de gyldne solstråler i maleriet klart viser.

Alterpartiet fremstår herefter ikke længere som blot en fortælling, der ender med langfredagens mørke og håbløshed, men bliver nu også en skildring af påskemorgenens lys og glæde. Det er således blevet til en hel påskefortælling om det håb, der gør det muligt at leve midt i al lidelsen og smerten og alligevel tro på glæden.