Donslund skoles historie

Donslund Skoles Historie.

Danmark fik sin første folkeskolelov i 1814. Forud for lovens tilblivelse var gået nogle traumatiske år. I januar 1813 gik staten bankerot, og i januar 1814 mistede vi Norge, som et resultat af Kielerfreden. Men i 2014 kan vi altså fejre folkeskolens 200 års jubilæum.

Men der havde været skoler rundt om i landet længe før den tid. I Hejnsvig Sogn blev den første skole bygget i 1742. Skolen blev bygget i Klink, hvor der også senere blev bygget et missionshus. Begge er dog for længst borte, men i krydset Søgårdvej/Refshøjvej står endnu en mindesten for missionshuset.

I 1774 blev skolen i Klink flyttet til Hejnsvig by ved kirken, hvilket bestemt ikke passede borgerne i Donslund; deres børn fik nu væsentlig længere til skole. Vi skal huske, at børnene dengang gik til skole; ofte ad særdeles dårlige veje.

Den første skole i Donslund blev opført i 1830’erne. Der blev da bygget en ganske lille stråtækt skolebygning midt i skoledistriktet. Bygningen bestod af 4 fag, hvoraf de 3 fag udgjorde skolestuen. Det 4. fag var delt i 2 rum til henholdsvis tørvehus og forstue.    

Indtil 1892 var Donslund Skole biskole til Hejnsvig, det vil sige at degnen fra Hejnsvig drog til Donslund én dag om ugen i sommerhalvåret for at undervise. Når der kun var en ugentlig skoledag om sommeren skyldtes det naturligvis, at børnene på denne tid af året skulle hjælpe til ved landbruget. Om vinteren blev børnene undervist af såkaldte vinterlærere. Det var ofte unge mænd, som havde været på højskole og måske senere gerne ville på seminarium for at tage en læreruddannelse. Men der er også eksempler på, at man har haft ansat store drenge til at varetage jobbet. Drengene var ikke i alle tilfælde gode til at holde disciplin. En af disse drenge på 15 år havde svare problemer og brugte en stor del af tiden til at straffe eleverne. De uartige elever blev så straffet med at komme i tørvehuset!

Da skolen i 1892 blev selvstændig blev den gamle skole udvidet med nogle få fag, så der blev plads til en lille lærerlejlighed, og samtidig blev den første lærer ansat. Senere udvidedes lejligheden en smule, men den var stadig ganske lille efter nutidens forhold. Dårlige boligforhold og en lille løn var nok de hyppigste årsager til de mange lærerskift i disse år. I 1909 blev lærer J. C. Nedergaard ansat som lærer ved Donslund Skole.  Han tog straks fat på at forbedre forholdene. Han klagede gang på gang til sognerådet over de dårlige boligforhold og henviste til, at der var blevet bygget nye skoler flere andre steder i sognet. Det endte da også med, at sognerådet efter mange og lange forhandlinger gik i gang med byggeriet.

Men inden selve byggeriet kunne komme i gang opstod der stor strid i skoledistriktet. Man kunne ikke blive enige om placeringen! Borgerne fra Risbølområdet ville have skolen placeret ved møllen. En placering ved Brugsen ville dog have været midt i skoledistriktet. Det endte med, at den nye skole blev bygget på den gamle skoles grund ved den daværende Holsted - Grindsted landevej. I dag er svært at forstå , at en placering af en skole nogle få hundrede meter længere mod nord i den grad kunne bringe sindene i kog.

Den nye skole blev taget i brug allerede i 1910. Den nye bygning indeholdt et stort klasselokale og en god lejlighed. Det var en ret anselig bygning med hvidkalkede mure og rødt tegltag. I klasseværelset var der nu trægulve. Og der var højt til loftet og der var store vinduer. Dog var de nederste dele af vinduerne afblændede; eleverne skulle jo nødig distraheres af, hvad der foregik ude i den virkelige verden. En anden nyskabelse var at katederet nu stod på en forhøjning i den ene ende af lokalet. Dermed havde læreren bedre overblik over eleverne, som nu sad ved to-mandsborde med fast bænk.

Lærer Nedergaard blev dog kun kort tid ved skolen, idet han i 1913 fik ansættelse som lærer i Engesvang. 1. oktober samme år blev lærer J. B. Christensen ansat som enelærer ved skolen. Han var langtidsholdbar, idet han virkede ved skolen de næste 32 år. Selvom lærer Christensen var dimitteret fra Nr. Nissum Seminarium bekendte han sig til det grundtvigske livssyn. Lærer Christensen var et samlende midtpunkt og et kulturelt fyrtårn for hele skoledistriktet. I 1935 blev skolens 25 års jubilæum fejret med en stor fest, hvortil skolekommission, sogneråd, sognets lærere samt mange andre var inviteret. Lærer Christensen havde skrevet ikke mindre end 3 sange i anledning af jubilæet. Den ene sang omhandler de stridigheder, der var, da skolens endelige placering skulle findes i 1910.

I 1937 kom der en ny folkeskolelov, som blandt andet gjorde gymnastikundervisning til et obligatorisk fag. Loven nødvendiggjorde nybygninger eller tilbygninger til eksisterende skoler overalt i landdistrikter over hele landet. Således også i Donslund.  Tilbygningen her indeholdt endnu et klasseværelse, en sløjdsal, et skolekøkken og en gymnastiksal samt en lærerlejlighed til lærerinden, idet skolen nu havde 2 faste lærere.  

I 1945 tog lærer Christensen sin afsked på grund af dårligt helbred.         

I 1959 blev skolens sidste førstelærer ansat. Loddet faldt på Hans Winther Sørensen. Hans Sørensen var ikke ukendt med egnen, idet han er født og opvokset i Vesterhede.  Ved samme lejlighed blev hans kone Edna Sørensen ansat som lærer ved skolen.

Ved skolens 50 års jubilæumsfest i 1960 bød skolekommissionsformand Knud Grove velkommen. Festtalen blev holdt af lærer Johannes Kristiansen, Forsomho Skole. Kristiansen havde selv været elev på Donslund Skole. Kristiansen havde et stort ønske for fremtidens skole. Den skulle ikke være skolen for erhvervene, den skulle ikke være skolen for teknikken. Nej, ” skolen skulle være for livet”. Kristiansen havde dog også bemærket sig den stigende tendens til nedlæggelse af små landsbyskoler til fordel for de større centralskoler. Kristiansen advarede mod denne udvikling.

I 1970 Blev Hejnsvig Sogn en del af den nye Grindsted Storkommune. Det betød nedlæggelse af en række af den nye kommunes små landsbyskoler. I 1974 var turen kommet til Donslund Skole. Ved lukningen var Donslund Skole en fireklasset skole med 4 lærere.  I Hejnsvig blev den nye skole taget i brug den 1. august 1974. Såvel elever som lærere fra Donslund  blev overflyttet til den nye skole.

Stor tak til Edna og Hans Winther Sørensen, som tidligere har skrevet om Donslund Skole.

 

Arne V. Thomsen