I den sidste del af 1800 tallet voksede alkoholdbevægelsen frem. dens mål var at få gennemført et forbud mod fremstilling og salg af enhver form for alkohol.

Det var strengt forbudt for almindelige folk at fremstille brændevin. De gjorde det dog alligevel. På mange gårde havde man brændevinstøj ( udstyr til fremstilling af brændevin). Når det ikke var i brug, var det som regel gemt godt af vejen, for af og til lavede myndighederne razzia, og hvis de fandt brændevinstøjet, vankede der bøder.

I 1843 fik sogneforstanderskabet besked om fra herredsfogeden, at skulle konfiskere alt brændevinstøj i kommunen.

Forstanderskabet svarede ham skinhelligt, at det vidste ikke af, at der skulle findes brændevinstøj hos nogen mand i kommunen, men for en sikkerheds skyld ville lade herredsfogedens ordre bekendtgøre ved” kirkestævne”.

Brændevinen var en del af dagligdagen. Den var en nydelsesmiddel, som blev drukket ren eller i kaffepunche, den blev brugt som medicin til både mennesker og dyr, og den blev betragtet som nødvendig stimulans i forbindelse med hårdt arbejde.

Der er ingen tvivl om, at der blev drukket en del sidst i 1800 tallet, og heller ingen tvivl om at brændevinen var skyld i megen sorg og elendighed i mange hjem.

Afholdsbevægelsen afholdt mange møder i kommunen, ofte i skolerne. Sognerådet gav tilskud til bevægelsens kampagner for at hverve medlemmer. Drukkenbolte blev dels lokket og dels truet til at melde sig ind i afholdsforeningen og bære deres emblem. det samme var tilfældet for en del både uskyldige og ædruelige tjenestefolk på nogle gårde, hvor husbond var ” emblemmand”.

Hejnsvig Hotel.

I 1905 oprettede købmand A. G. Jensen den første beværtning i Hejnsvig. Det var en afholdsbeværtning.

I 1913 søgte Aksel Mouridsen sognerådet om tilladelse til at oprette yderligere en afholdsbeværtning. Det blev afslået med henvisning til, at det var tilstrækkelig med den der var der i forvejen.

Aksel Mouridsen søgte igen og oplyste da, at A. G. Jensen var villig til at afstå sin bevilling til ham. på den baggrund anbefalede sognerådet hans ansøgning.

Bevillingen skulle udstedes af politimyndighederne. I samme år købte han A. G. Jensens beværtning og opførte Hejnsvig Hotel.

Det ser dog ikke ud til at Aksel Mouridsen nogen sinde fik bevillingen. I 1914 stod bevillingen fortsat i A. G. Jensens navn. Denne bevilling gav ikke ret til udskænkning af spiritus, men det blæste Mouridsen højt og flot på, han serverede både øl og brændevin.

I 1914 blev der holdt et møde i Hejnsvig Missionshus, hvor man bl. a. drøftede drikkeriet på hotellet. Da man ønskede at give ungdommen et alternativ til hotellet, stiftede man en forening, der skulle opføre et Kristeligt Ungdomshjem.

Foreningen opgav at gå i gang med nybyggeri, men købte i 1915 Mouridsens hotel, som fik navnet Kristelig Ungdomshjem – Afholdsgæstgiveri.

KFUM i Hejnsvig fik med det samme tildelt lokaler i hotellet, og der blev opført en ny kørestald, hvor gæsterne kunne få deres heste på stald. Over stalden blev indrettet en forsamlingssal, som kun måtte lejes ud til bestemte formål. Politiske agitationsmøder måtte således ikke holdes i salen.

I mange år var der problemer med økonomien, og i 1958 blev hotellet solgt til daværende forpagter, med klausul om at der ikke måtte gives spiritusbevilling til hotellet de næste 20 år.

Afholdsbevægelsen rettede også sit skyts mod de kroer og handlende i kommunen der som led i deres lovlige næring solgte spititus.En del købmænd, som sympatiserede med Indre Mission, opgav frivillig deres spiritusbevilling. De nye brugser i Hejnsvig og småbyerne nåede aldrig at få en.

Nogle af de købmænd, der ikke frivilligt ville standse deres spiritussalg, fik armen vredet rundt og blev truet med, at deres forretninger ville blive boykottet.

Det er svært at vurdere afholdsbevægelsens betydning for drikkeriet i Vorbasse – Hejnsvig kommune. Ganske vist fik den bremset det offentlige spiritussalg. Men det blev lynhurtigt afløst af et uofficielt. Både i Vorbasse og Hejnsvig opstod der utallige smugkroer.

Johs. Ernebjerg, der var politibetjent i Grindsted i begyndelsen af 1930rne, blev ofte anklaget af afholdsfolkene for at gøre for lidt for at lukke smugkroerne. Det er sikkert rigtig. Han har selv fortalt, at han udmærket vidste, hvor smugkroerne var, men for hver en han lukkede dukkede der fem nye op.