Billund Kommune inviterer til dialog om hvad Fremtidens Borgerservice skal byde på




Byrådet i Billund Kommune har den 27. august 2019 igangsat et nyt projekt, som skal forme Fremtidens Borgerservice. I den forbindelse inviterer Billund Kommune borgerne til dialog.   

 

Hvad forventer borgerne i forhold til borgerservice i fremtiden. Svaret eller rettere svarene på det spørgsmål vil Billund Kommune i de kommende måneder gå i dialog med kommunens borgere om.

 

Byrådet har igangsat projektet Fremtidens Borgerservice på baggrund af en strategisk analyse foretaget i Borgerservice, Informationen på rådhuset, Telefoni og Digitalisering, og de kommende måneder handler det så om at komme i dialog med borgerne, og det vil ske på mange måder.

 

  • Vores ønske er, at alle borgere uanset alder og uanset hvor de bor i kommunen, skal have mulighed for at komme med ønsker til og meninger om fremtidens borgerservice. Derfor gennemfører vi en række initiativer, hvor man kan skrive til os, men også komme i direkte dialog, siger Stephanie Storbank, der er formand for Unge- og Kulturudvalget i Billund Kommune.

 

Muligheden for direkte dialog kommer allerede på torsdag den 14. november og igen mandag den 18. november, hvor man kan stille spørgsmål og komme med forslag til Borgmesteren og Unge- og Kulturudvalget fra 19.00 til 20.00 via Billund Kommunes facebook.

 

Medarbejderne i Borgerservice vil også være klar til dialog i de kommende uger, ligesom der er postkasser op i Borgerservice i Billund og Grindsted, hvor man kan aflevere kommentarer, og man kan også skrive direkte til FremtidensBorgerservice(at)billund.dk      

 

  • Derudover gennemfører vi en række møder med råd og interesseorganisationer, og vi har også haft møder med eksperter, der forsker i hvad borgerne forventer borgerservice kan i fremtiden, fortæller projektleder, Kasper Holm Hansen.

Fakta om projekt Fremtidens Borgerservice:

 

Byrådet har den 27. august 2019 igangsat et nyt projekt, som skal forme Fremtidens Borgerservice. Projektet er igangsat på baggrund af en strategisk analyse foretaget i Borgerservice, i Informationen på rådhuset, og i forhold til Telefoni og Digitalisering.

Opmærksomhedspunkter fra analysen:

  • Ensretning af telefontid
  • Fysisk afstand mellem Borgerservice og rådhuset gør det svært med helhedsorienteret vejledning til borgerne.
  • Relativt få besøger Borgerservice i Billund
  • Borgerbetjening på Torvet på rådhuset og i Borgerservice i Billund og Magion er svært i forhold til følsomme informationer (GPDR).

 

 

November måned bruges til at få borgernes input til, hvordan de ser og ønsker fremtidens borgerservice.

 

December bruges til at udarbejde en model for fremtidens borgerservice til politisk behandling i Byrådet i januar.

 

I februar er der offentlig høring af den valgte model.

 

I marts fremsendes model med høringssvar til politisk behandling

 

 

Yderligere oplysninger hos: Formanden for Unge- og Kulturudvalget, Stephanie Storbank på telefon 2553 1388 eller Projektleder Kasper Holm Hansen på telefon 7972 7251.

 








den. 10.11.19 kl. 08:35
<- Tilbage til nyhedslisten