Billund Kommune er i fuld gang med at gøre klar til at åbne alle Dagtilbud og Skoler igen fra onsdag den 15. maj




Pressemeddelelse:

Billund Kommune er i fuld gang med at gøre klar til at åbne alle Dagtilbud og Skoler igen fra onsdag den 15. maj

Dato: 7. april 2020

 

Byrådet i Billund Kommune var tirsdag eftermiddag samlet til dialogmøde på Skype for at blive orienteret om og give input til, hvordan Dagtilbuds- og Skoleområdet til og med 5. klasse samt specialklasser og specialtilbud kan åbne op fysisk op igen.  

 

  • Vi fik en rigtig god gennemgang af, hvordan man er ved at planlægge en genåbning, og Byrådet er meget enige om, at medarbejdere og ledere i hele kommunen indtil nu har taklet Coronavirus på flot og professionel vis og udført et godt stykke arbejde i forhold til de beslutninger og anbefalinger, der er kommet fra Regering og Sundhedsmyndigheder.
  • Derfor er der også stor tiltro til, at medarbejdere og ledere på dagtilbuds- og skoleområdet fra på onsdag kan skabe en god hverdag med fokus på de sundhedsmæssige anbefalinger, der følger med den delvise åbning, siger Borgmester Ib Kristensen.

 

Der er stor forståelse for at der både blandt forældre og medarbejdere kan være utryghed i forhold til at skulle have en hverdag i dagpleje, vuggestue, børnehave eller skole til at fungere igen, mens andre fortsat skal arbejde hver for sig.

 

  • Vores ledere er i fuld gang med at snakke med tillidsrepræsentanter og medarbejdere, og der er nyhedsbreve på vej ud inden påske med informationer om, hvordan hverdagen helt konkret skal fungere de enkelte steder i forhold til de sundhedsmæssige anbefalinger, Det svarer forhåbentlig på mange spørgsmål og bekymringer, fortæller Ann Charlotte G. Vilstrup, der er formand for Børneudvalget i Billund Kommune.      

 

Informationen handler på skoleområdet blandt andet om hvordan børnene møder ind/afleveres, på at en stor del af dagen kommer til at foregå udenfor, at klasserne deles op i hold i forhold til sundhedsmyndighedernes anbefalinger og at hvert hold får egne lokaler og at toiletter og udearealer opdeles.

 

  • På Skoleområdet vil det jo kun være op til 5. klasse, der kommer i skole. Det giver os mulighed for at skabe plads og rum til de børn, der er i skole, så vi forventer ud fra nogle fælles principper at kunne skabe en god struktur og hverdag for børnene, der kommer samtidig med at andre stadig skal have god undervisning digitalt, siger Skolechef Morten Kirk Jensen.

 

På samme måde er Dagtilbudsområdet i fuld gang med planlægningen af genåbningen af kommunens dagtilbud, så de lever op til sundhedsstyrelsens retningslinjer og efterlever de seneste udmeldinger fra statsministeren i forhold til reducering af smittespredningen med Covid-19 virus.

 

  • På pressemødet nævnte Statsministeren helt konkret behovet for organisering af børnene i mindre grupper, daglig rengøring og vask af børnenes legetøj, at børn og voksne er så meget ude som muligt og at børn og voksne med tegn på sygdom sendes hjem, og det forholder vi os til sammen med de retningslinjer der i øvrigt kommer, siger Dagtilbudschef Lisbeth Østergaard

 

Det forventes og arbejdes efter en fælles åbning på onsdag, men der kan være særlige behov, der gør at noget må udskydes, men alle får information direkte fra deres skole eller dagtilbud.

 

Både dagtilbud og skoler vil fortsat have nødpasning tirsdag den 14. april, hvis man har tilmeldt sig.

 

 

Yderligere oplysninger hos:

 

Borgmester Ib Kristensen på telefon 4054 8090.

Formand for Børneudvalget Ann Charlotte G. Vilstrup på telefon 2285 2945  

Dagtilbudschef Lisbeth Østergaard på telefon 7972 7607

Skolechef Morten Kirk Jensen på telefon 7972 7620

 








den. 09.04.20 kl. 07:46
<- Tilbage til nyhedslisten